Qure Bibelcamp 2023 – Helligdomstjenesten
af Lasse Flinker
Årets Qure Bibelcamp fandt sted på Hvidekilde i Nordsjælland. Omkring 80 gæster havde tilmeldt sig og blev indlogeret i naturskønne omgivelser. Temaet for weekenden var: Helligdomstjenesten.
Man kunne nærmest mærke forventningens glæde og spænding i forhold til, at vi skulle bruge en hel weekend på at studere Helligdomstjenesten. Ofte ser vi på dette emne i en enkel præsentation eller til en prædiken, men sjældent tager vi os tiden til at dykke dybere ned i nogle af de mange detaljer som på fantastisk vis viser noget om Gud og frelsesplanen.
Jeg var blevet spurgt om at holde det første møde som et overblik og en introduktion, hvor vi også så på vigtigheden af at studere dette emne for vores tid i dag.
Lørdag havde vi møder om selve inventaret i helligdommen, konstruktionen og præstedragten ved Per Arild Struksnes. Henrik Pedersen havde nogle møder omkring den daglige og årlige tjeneste som fandt sted og jeg skulle afslutte med en appel og budskabet om, at vi i dag lever i dommens time – i dag er frelsens dag!
Mange udtrykte deres begejstring for møderne og glæden ved, at vi kunne gå mere i dybden med emnet. Jeg lærte personligt en del nye ting, som jeg blev inspireret til at gå hjem og studere videre.
Der var en stemning af et ønske om at følge Gud fuldt og helt i vores liv.
Vi mødte flere som ikke havde studeret dette emne tidligere og som nu blev virkelig inspireret til at dykke dybere ned i Guds ord og at prise Gud for hans frelse i Kristus!
Om søndagen talte jeg i det sidste møde omkring 1844 og at vi i dag lever i forsoningsdagen.
Gud lagde på mit hjerte, at vi måtte se vigtigheden af, hvad Jesus gør for os lige nu, og at vi må følge ham ind i det allerhelligste i himlens helligdom.
På appellen tog mange beslutning og vi knælede sammen og overgav vores liv til vores kære frelser på ny.
Vi takker Gud for det fantastiske frelsesværk, som han har tilrettelagt for os, og for at vise os disse aspekter gennem helligdomstjenesten.