Sundhedsuge på Fredheim i Norge
Af Sandy Flinker
I maj måned blev jeg inviteret til at være med til en sundhedsuge på Fredheim. Fredheim er et livsstilscenter i Norge, der har flere forskellige ophold, som man kan deltage i. Lige denne uge var en sundhedsuge, ligesom den vi holder herhjemme i Danmark. Det var virkelig en spændende uge og en velsignelse at være sammen med gæsterne der.
Jeg havde været lidt spændt inden, da jeg ikke altid er så god til at forstå norsk og slet ikke kan tale det. Men Gud bad mig gå, og derfor lagde jeg det over til Ham, at det måtte lykkes at forstå hinanden. Jeg tog af sted og kom op til et meget smukt sted, der ligger i de “norske fjelle” med blomstrende blåbær og masser af natur lige omkring. Det gav anledning til mange smukke gåturer med gæsterne.
Ugen bragte så mange velsignelser. Der var 12 gæster, som alle var meget ivrige efter at lære mere om, hvordan de kunne forbedre deres sundhed. Med til at hjælpe dem på vej var læger, fysioterapeuter, idrætsfolk og mig, som ernæringsfaglig, som alle ønskede at tjene gæsterne. Jeg fik lov til at være sammen med gæsterne fra morgen til aften gennem hele programmet. Det var så dejligt at få gode snakke ved måltidet eller på en god gåtur.
Og nu tænker du måske “forstod I hinanden?”. Ved Guds hjælp så gjorde vi lige fra jeg kom til Fredheim til jeg tog af sted igen. Der var endda et par stykker, der sagde til mig, at jeg talte et “godt norsk”. Jeg måtte smile lidt indeni mig selv og takke Gud. For jeg talte ikke norsk, men Gud gjorde, at de hørte det sådan. Så jeg kunne holde mine 3 foredrag med fuld begejstring og dyb taknemmelighed.
Derfor bragte ugen mange fantastiske dybe snakke med mennesker. En dame, som i starten af ugen ikke anså sig selv som kristen, men i slutningen af ugen godt kunne se, at det var Gud der manglede i hendes liv. Det var en glæde at se hende udvikle sig denne uge og vi fik lov til at studere Bibelen med hende – også efterfølgende. Der var også et ægtepar, der var kristne, som nu er blevet mine gode venner, som jeg stadig holder en nær kontakt med og deler Guds velsignelser i hverdagen med. Der var også en nylig døbt adventist, som jeg fik mange rigtige gode snakke med hver dag på en gåtur, bare hende og jeg. Vi fik talt dybt om profetierne, om himlen og om den daglige tid med Gud.
Jeg er taknemmelig for, at jeg måtte have lov at være med denne uge og både dele praktiske råd om sundhed gennem foredrag og samtaler, men mest af alt er jeg taknemmelig for, at jeg måtte dele Gud med disse mennesker – både gennem handling og ord. Og jeg takker Gud så meget for, at han lod os forstå hinanden.
Gud er god!